tirsdag den 6. september 2011

Klassisk Cigarformet UFO fotograferet over Odense

Klassisk cigarformet UFO fotograferet over Odense 9. oktober 2009, på en dag hvor himlen var dækket af et fint slør af højtliggende cirrusskyer rodet sammen med rester af kondensstriber fra flytrafik. Omkring 13.30 stak jeg hovedet ud af vinduet fra min lejlighed i vestlig retning, kiggede op til venstre og opdagede en halo omkring solen. Da det var første gang jeg havde mulighed for at fotografere en solhalo med mit nye kamera, skyndte jeg mig ned i baghaven, satte kameraet på stativ og tog 8 billeder med kort mellemrum. Jeg havde ikke regnet med, at jeg den dag skulle være så heldig at fotografere en solhalo prydet med et klassisk cigarformet UFO.


Som du kan se fik jeg et rutefly og dets kondensstribe med på samme billede som det cigarformede objekt, der måske nærmere er cylinderformet? Jeg havde opdaget flyet og zoomede ind for at tage billeder af det, men jeg så intet UFO på det tidspunkt. Lad mig tilføje, at jeg hurtigt blev blændet af solen og min fotosession blev hurtigt afviklet. Et svagt lysende objekt der let går i ét med baggrunden, havde under alle omstændigheder været svært at få øje på. Det var først senere da jeg kiggede alle billederne igennem at jeg opdagede objektet som kun dukkede op på ét af billederne.


Jeg hentede billedet ind i Photoshop og ved hjælp af funktionen Auto Levels (Auto Tone) samt manuel justering af lystyrke og kontrast, for at tydeliggøre objektet optimalt, fik jeg resultatet du kan se herover og herunder. På begge billeder kan du se en svag mørk stribe, der danner en hale efter objektet, og som næsten har samme vinkel som objektet selv, dog med en svag forskel. Er det blot en mørk aftegning i skyen bagved eller er det en form for udstødning fra det mystiske objekt, måske en slags motorrelateret interaktion med omgivelserne vi her er vidne til?

Jeg ved i hvert fald én ting, og det er, at disse mørke striber eller udladninger, er blevet observeret før. Blandt andet Leo Nygaard fra Munkebo på Fyn observerede et objekt 15. september 1996, der havde sådanne mørke udladninger. I denne video (se fra 00:22) fortæller hr. Nygaard om sin observation og beretter om nogle "striber" der kom ud fra objektet. Er disse mørke striber de samme udladninger man kan se på mit foto? Hr. Nygaards observation er forøvrigt aldrig blevet opklaret.


På billedet herover fremkommer objektet dog mere cylinderformet end cigarformet, med tydelige rundinger i hver ende. Hævningen på midten synes at være en slags udladning af lys. Man kan næsten fornemme den cylindriske form fortsætte under de pletvise udladninger som pixeleringen i billedet indikerer. For mig at se er det et ægte fysisk objekt i 3D.

Er det en Lens Flare?

En lens flare skabes typisk ved, at der opstår interne reflektioner i optikken på et kamera, fordi kunstigt lys, sollys for eksempel, uønsket rammer overfladen på linsen. Et godt eksempel på lens flare kan ses i billedet til højre, hvor uønsket lys spredes ind over billedet. Ved fotograferingen af sol-haloen den 9. oktober 2009, blev alle billeder taget med kameraet på stativ og jeg drejede kameraet en kende op mod højre for at zoome ind på flyet, så vinklen på lyskilden er blevet ændret en smule. Min erfaring med Lens Flare er dog, at havde der været én, så ville den sandsynligvis være dukket op på flere af billederne.



Når du ser en lens flare gennem din viewfinder, prøv så at ændre kameravinklen en smule. Du vil da se, at lens flaren ikke forsvinder med det samme, men gradvist. Det bliver simpelthen synligt i din optik over x grader og bueminutter, alt efter hvordan lyset interagerer med din linse.. En anden lens flare kan de se herunder, ved første æjekast ligner det meget det samme som den cigarformede UFO fra 9. Oktober 2009.


Men jeg får et andet resultat når jeg bruger Auto Levels og justerer lysstyrke og kontrast i Photoshop, og det afslører sig selv på billedet herunder. Det er transparent og du kan se kondensstriben gennem den gullige flare.


Herunder samme billede som foroven, men i gråtone...


Herunder alle 8 billeder som thumbnails med klokkeslet i samme rækkefølge som de blev taget. På billede nr. 4 kl. 13.37.04 har jeg zoomet helt ind på flyet. Jeg zoomer efterfølgende lidt ud og tager billede nr. 5 kl. 13.37.12 som tilsyneladende fanger et cigarformet UFO. Jeg zoomer helt ud og retter kameraet ind for at tage billede nr. 6 kl. 13.37.20 af sol haloen i sin fulde pragt, altså 8 sekunder senere, og her er objektet forsvundet...

Image 1.
01:35:56pm
‏‎
Image 2.
01:36:20pm
Image 3.
01:36:42pm
Image 4.
01:37:04pm

Image 5. (w/UFO)
01:37:12pm
‏‎

Image 6.
01:37:20pm

Image 7.
01:37:28pm

Image 8.
01:37:48pm

Jeg vil ikke påstå på mit glatte ansigt, at dette er et rumskib fra en fremmed planet, da det er et for tyndt grundlag at konkludere noget som helst på. Men man kan jo ikke lade være med at tænke, at det er besynderligt det her, for fotografiet lyver ikke og noget var deroppe i skyerne.

Disse cigar- og cylinderformede UFO´er er jo blevet fotograferet og filmet før. Tag f.eks. den gamle optagelse fra Rhode Island 1967, der viser et cylinderformet objekt svæve ustabilt i en skrå vinkel. Der er optagelsen fra cockpittet på et russisk MIG jagerfly, der tilsyneladende eftersætter et cylinderformet UFO som man kan se accelererer ud af synsfeltet. Der er også observationen fra Salida, Colorado 27. august 1995, hvor Tim Edwards og hans datter opdager et aflangt lysende objekt højt oppe på himlen, hvorefter de filmer og observerer i en time.


Navigér blog: UFO fotografier | UFO observationer | UFO artikler

Ingen kommentarer: